Curia Management - Search and selection


Gode råd til ansøgningen

Der findes ikke nogen endegyldig løsning på hvad et godt ansøgning / CV er. Der findes kun metoder og anerkendte principper. Vi har her opstillet nogle gode råd til følgende: 

  • Grundlæggende principper
  • Udformningen af ansøgning / CV
  • Referencer

CV’et er et vigtigt værktøj i jobsøgningen. CV’et virker som en brochure, et visitkort og som en huskeseddel. Et CV er en organiseret, skriftlig præsentation af, hvad du kan tilbyde. Lidt populært sagt kan man sige, at CV’et er en salgsbrochure, og du er produktet. Et CV’er derfor også mere end en biografi. Et CV skal vise, hvorledes dine stærke sider og kompetencer kan overføres til en ny stilling og organisation. CV’et skal desuden vise om din profil passer til virksomhedens forventninger, og det skal give virksomheden lyst til at møde dig.

Det vigtigste for udarbejdelsen af et godt CV er, at du forbereder og gennemgår, hvad du kan tilbyde, før du begynder at skrive noget ned. De opgaver du har løst i forbindelse med tidligere ansættelse, vil indgå som en del af denne forberedelsesproces. Du skal derfor have styr på alt det, du kan og er god til, og disse kompetencer skal ikke kun tage udgangspunkt i din uddannelse og dine konkrete joberfaringer, men også f.eks. dine fritidsaktiviteter og eventuelle tillidshverv.

CV’et indeholder dine personlige data, dine erhvervserfaringer, dine personlige egenskaber, fakta om din uddannelse og relevante kurser, dine sprogkundskaber, dit IT-kendskab, din eventuelle deltagelse i klubber, foreninger eller udvalg, dine fritidsinteresser, dine ansættelsessteder og dine private forhold.

Det er vigtigt, at du altid målretter dit CV til det job, du søger. Søger du f.eks. en stilling inden for marketing, er det dine erfaringer inden for marketing og relaterede områder, der især skal trækkes frem. Søger du derimod en stilling som uddannelseskonsulent, er det nogle andre erfaringer, der skal frem forrest i CV’et. Nogle jobsøgere har derfor flere udgaver af deres CV, hvor det enkelte CV er udarbejdet præcist og målrettet mod det konkrete job.

Grundlæggende principper


Du bør i udformningen af dit CV være ærlig, men lade være med at nævne de ting, som kan få en arbejdsgiver til at springe dig over.

Dit CV skal være informativt. Det er således ikke nok at præsentere titler og ansættelsessteder, der skal også omfatte arbejdsopgaver og ansvarsområder. CV’et skal fortælle, hvilke opgaver du har løst i dit hidtidige arbejde samt hvilke resultater, du har opnået. CV’et skal således give udtryk for karakteristika ved dit erhvervsforløb, således at det skaber nogle billeder hos modtageren. Husk på at to personer godt kan have haft det samme erhvervsforløb, men have udrettet helt forskellige resultater. CV’et skal derfor besvare spørgsmålet: ”Hvad er specielt ved dit erhvervsforløb?”

Sidst men ikke mindst skal dit CV være præsentabelt, iøjnefaldende, let læseligt og pænt sat op. Udskriv evt. CV’et på papir af pæn og kraftig kvalitet. Hold en klassisk stil uden at det bliver for kedeligt. Husk ligeledes på, at dit CV skal være kortfattet.

Udformningen af CV


Et CV kan opstilles på to måder:

  • Det kronologisk opdelte CV: Med fokus på ansættelsessteder, uddannelsesmæssig baggrund og tidspunkter i kronologisk rækkefølge. Det funktionsopdelte CV: Med fokus på dine funktioner, kvalifikationer og kompetencer.

Det kronologisk opdelte CV

 

Det kronologiske CV er det klassiske CV, hvor du fokuserer på dine ansættelsessteder, din uddannelsesmæssige baggrund og datoer og årstal.

Det kronologiske CV er det mest anvendte CV, og derfor også det CV, de fleste kender. Samtidig er det nemt at gøre det kronologiske CV overskueligt for læseren – det gælder særligt, hvis man har et længere karriereforløb bag sig, da det giver et godt overblik over ansættelsessteder og hidtidige karriereforløb. Ulempen ved det kronologisk opdelte CV er, at man som personaleansvarlig skal lede efter relevante kompetencer, da disse som oftest ikke fremgår af ansættelsesstederne.

Du bør opbygge dit kronologiske CV omvendt kronologisk, så du begynder med de nyeste ansættelser og uddannelser og arbejder dig tilbage i tiden. Undgå dog at det kronologiske CV blot bliver en opremsning af titler og årstal, for det siger ikke ret meget om, hvad du egentlig kan. Du kan derfor vælge at udbygge kronologien med kort at beskrive dine jobfunktioner og arbejdsområder under hvert ansættelsespunkt. Herigennem giver du et billede af din baggrund, og det du kan.

Det funktionsopdelte CV

 

Dette CV er opdelt i kompetencer eller funktioner. Det fokuserer på dine kompetencer frem for på de steder, hvor du eventuelt har været ansat. Det kan være en fordel for dig, hvis du måske ikke har så mange ansættelser bag dig.

Med det funktionsopdelte CV kan du nemmere målrette oplysningerne til den virksomhed og det job, du søger. Du kan vælge en relevant rækkefølge af dine kompetencer og nogle overskrifter, der vil give læseren et klart billede af de kompetencer, du har. Det funktionsopdelte CV skal således ændres efter den stillingstype, du søger, og det skal se forskelligt ud, hvis du søger to typer stillinger, som vægter forskellige personlige og faglige kompetencer. Det er altid vanskeligt at vide, hvad læseren præcist lægger vægt på. Du kan imidlertid bruge stillingsannoncen eller det, der kendetegner den jobfunktion, du søger uopfordret, til at opstille de krav, som dit CV skal signalere, at du opfylder. Det er vigtigt, at du vælger de oplysninger, der viser, at du er kvalificeret til og matcher det job, du søger.

Såfremt du vælger at udarbejde et funktionsopdelt CV, kan du med fordel tage udgangspunkt i din kompetenceprofil.

Hvilket CV skal du vælge?


Det er en smagssag, om du vil benytte et kronologisk CV eller et funktionsopdelt CV til at præsentere dig. Nogle kan bedst lide det kronologiske CV, da det giver en historisk oversigt, andre er mere til det funktionsopdelte, hvor ens kompetencer træder tydeligt frem. Det kan også være, du vælger en kombination af de to typer CV.

Én overordnet ting der gør sig gældende er dog, at du skal undgå et ”gravstens-CV”, hvor du kun opremser titel og datoer. Fortæl i stedet hvilke opgaver du har løst, hvilket ansvar du har haft, og hvilke resultater du har opnået. Du skal vælge det CV, hvor dine kompetencer træder tydeligst frem, og som fremstår som din personlige præsentation. Derudover er det vigtigt, at du oversætter dine kvalifikationer til dem, jobbet kræver. Det er ikke altid, at modtageren lige nøjagtigt ved, hvad de mange forskellige uddannelser indeholder, og hvilke kompetencer man opnår i de enkelte fag. Derfor bør du gøre meget ud af at fortælle, hvad du konkret har lært, og hvordan du kan bruge det i jobbet.

Referencer

 

I forbindelse med din jobsøgning kan du også få brug for dit netværk på en anden måde. Mange virksomheder og stort set alle konsulenter tager reference på kandidater, der er tæt på at få jobbet. Dette betyder, at virksomheden/konsulenten, såfremt du giver dem mulighed for det, kontakter forskellige personer, der kender dig fagligt, og som kan udtale sig om, hvilken type person du er. Medbring derfor en referenceliste med kontaktoplysninger om sådanne personer til jobsamtalen. Referencepersonerne bør som minimum indeholde virksomhed, navn og telefonnumre på de chefer, du har haft de sidste 6-7 år.

Når du har færdiggjort listen, tager du kontakt til referencerne med henblik på at høre, hvad de har at fortælle om dig. Det er vigtigt, at du ved, hvordan dine referencer opfatter dig, såvel fagligt som personligt. Der bør være overensstemmelse mellem din og referencepersonens opfattelse af dig.

Referencelisten udleveres kun ved virksomhedens/konsulentens ønske, herefter ringer du selv til referencerne og adviserer dem om, hvem der måske ringer. På den måde har du styr på, hvem der bliver kontaktet og i hvilken forbindelse.