Forberedelse til jobsamtalen - 7 gode råd

Når du bliver indkaldt til en jobsamtale, er det fordi, at du i din ansøgning og i dit CV har bevist, at du er kvalificeret til jobbet. Du har dermed allerede gjort et godt stykke arbejde. Men du er ikke helt i mål endnu – jobsamtalen kræver nemlig grundig forberedelse, og du får kun én chance for at vise virksomheden, hvorfor de skal vælge dig. Her har vi samlet 7 gode råd til, hvordan du forbereder dig bedst til jobsamtalen:

  1. Få indsigt i virksomheden: Succes til jobsamtalen starter hjemme hos dig selv med et solidt forarbejde – et forarbejde der handler om, at du skal sætte dig ind i den virksomhed, du skal til samtale hos. Denne forberedelse viser, at du interesserer dig for virksomheden og har taget dig tid til at undersøge, om det er et sted for dig. Og det er et godt signal at sende til intervieweren ved samtalen.
  2. Gennemgå din ansøgning og dit CV: Inden samtalen bør du gennemlæse din ansøgning og dit CV, og matche dette med jobannoncen, så du detaljeret kan fortælle, hvordan du i praksis gør, når du skal løse de opgaver, som er nævnt i jobannoncen.
  3. Forbered spørgsmål: Før du tager til samtale, er det en god idé at forberede et par spørgsmål, som du kan stille i løbet af samtalen. Du kan bl.a. spørge ind til indholdet i jobbet, vægtningen i de enkelte opgaver, de øvrige medarbejderes faglige profiler eller virksomhedens muligheder for faglig udvikling.
  4. Klæd dig, så du matcher stedet: Når dagen for samtalen finder sted, og du står foran klædeskabet, så lyder tommelfingerreglen: match det sted du skal til samtale. Samtidig skal du huske at være tro mod dig selv. Tag aldrig noget tøj på, som du ikke vil gå i, hvis du får jobbet.
  5. Kom nervøsiteten i forkøbet: Det er naturligt at være nervøs forud for en samtale, men det kan dæmpes. Tænk på at intervieweren har oplevet nervøse ansøgere mange gange før, så din nervøsitet er ikke noget, der skiller dig negativt ud eller diskvalificerer dig i forhold til jobbet. Du kan med fordel træne interviewsituationen i en realistisk opsætning f.eks. ved at forberede svar på forventede spørgsmål eller gennemføre ”prøvesamtaler” med en ven eller et familiemedlem. Alt sammen er med til at øge din selvsikkerhed, når du sidder til samtalen.
  6. Forbered din indledning grundigt: En god start giver oftest en god samtale. Det er derfor vigtigt, at du øver dig på at komme godt fra start. Tal om noget dagligdags. Hvis du har læst en artikel om virksomheden for nylig, så kommentér den. Således får du også aktiveret intervieweren og får banet vejen for tovejs- frem for envejskommunikation.
  7. Forbered dig praktisk: Find ud af hvor samtalen finder sted, og hvordan du kommer derhen. Vær opmærksom på at nogle virksomheder kan have flere adresser. Find ud af hvad der skal ske: Skal du ”bare” til samtale eller skal du også testes? Og hvor lang tid skal du afsætte? Foruden en liste med spørgsmål er det en god idé at medbringe en kopi af din ansøgning, dit CV, dit eksamensbevis og eventuelle anbefalinger. Du kan også medbringe jobannoncen, hvis du har søgt opfordret. Og endelig kan du tage din kalender med i tilfælde af, I skal aftale en dato for endnu en samtale.

Outplacement – Vejen til dit næste job

Som en hjælp til dig som jobsøgende har vi i Curia udgivet bogen Outplacement – Vejen til dit næste job. I bogen kan du hente yderligere inspiration til din jobsøgning. Du får bl.a. tips og tricks til at skrive den bedste ansøgning og CV, det at gå til jobsamtale samt inspiration til at opsøge det usynlige jobmarked. 

Køb bogen her

Websitet anvender cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website
OK