Tilbudsberegner

Besidder du den handlekraft og vilje samt de profesionelle færdigheder inden for dimensionering og tilbudsgivning, der skal til for at lykkes som Elogics tilbudsberegner?

Virksomheden

Elogic Systems A/S er en af Danmarks førende producenter af eltavler og kapslingsløsninger. Produkterne er vitale, når national infrastruktur (el-, kommunikation, data og fiber) skal etableres.

Elogic Systems’ kompetence og erfaring strækker sig 40 år tilbage og på mange områder er Elogic Systems’ produkter de facto branchestandarden. Elogic Systems beskæftiger ca. 230 medarbejdere, heraf 150 medarbejdere på fabrikken i Polen og 80 medarbejdere i det nyrenoverede og moderne hovedsæde i Hornsyld.

Kunderne serviceres nationalt og internationalt via et hastigt voksende distributørnetværk.

Læs mere om Elogic Systems her.

Jobbet

Som tilbudsberegner til forretningsområdet Tavler kommer du til at understøtte Elogic Systems’ salgsindsats på primært det danske eltavle-marked. Du bliver en del af et ungt og dynamisk team, hvor du får ansvar for hele processen i forbindelse med udarbejdelse af tilbud, typisk baseret på licitationer til entreprise og installationsmarkedet i Danmark.

Dine arbejdsopgaver indebærer bl.a.:

  • Læse kundespecifikation, sparre med kunden og definere den endelige løsning.
  • Sammensætte og bestykke tavlen med udgangspunkt i løsningen.
  • Skrive tilbuddet i henhold til gældende standarder.
  • Overdrage tilbuddet til projekterings- og serviceafdelingen.

Jobbet har base i Elogic Systems’ hovedsæde i Hornsyld.

Din profil

Vi forestiller os, at du har en relevant faglig uddannelse som elektriker, installatør eller maskinmester, men andre uddannelser kan også være relevante (f.eks. stærkstrømsingeniør).

Dine professionelle færdigheder:

  • Du er måske uddannet elektriker eller automatikmekaniker og med erfaring i dimensionering og tilbudsgivning.
  • Du har en kommerciel tilgang og har forståelse for salg og kundeservice.
  • Du mestrer dansk og kan læse engelsk.
  • Du er velbevandret i MS Office, og hvis du også behersker CRM/BI-systemer og/eller ERP-systemer (Axapta) er det kun en fordel.

Som person er du energisk, har gå-på-mod og går gerne den ekstra mil. Du er desuden pligtopfyldende, selvstændig og formår at tage ejerskab for kunden såvel som opgaven og slipper ikke opgaven før den er i mål. Ligeledes arbejder du struktureret og systematisk med opgaverne.

Du tilbydes

En teknisk udfordrende intern salgsstilling i en attraktiv vækstvirksomhed, hvor der er mange muligheder for at præge kulturen og måden at arbejde på. Du bliver en del af en moderne virksomhed med højt til loftet. Du tilbydes en lønpakke, der svarer til dine kvalifikationer.

Søg stillingen


Websitet anvender cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website
OK