Teknisk projektleder

BLAEST testcenter for fuldskala vindmøllevinger søger en teknisk projektleder til en nyoprettet funktion.

Virksomheden

Blade Test Centre A/S (i daglig tale kaldet BLAEST) er blandt verdens førende testcentre for strukturel fuldskalatest af vindmøllevinger. Virksomheden ligger på Østhavnen i Aalborg og tæller godt 20 dedikerede medarbejdere, fordelt på ingeniører og teknikere.

Missionen er at kunne tilbyde alle relevante tests i forbindelse med typeafprøvning af vinger, samt at være kendt for effektivitet, fleksibilitet og høj kundetilfredshed. I takt med markedets og møllernes vækst vil BLAEST fortsætte udviklingen og tilbyde test af vinger længere end 100 meter.

BLAEST er inde i en positiv og ekspansiv udvikling med stor efterspørgsel fra kunderne. Som led i det stigende aktivitetsniveau ønsker BLAEST at udbygge organisationen med en teknisk projektleder, der kan styre og koordinere projekterne, så de når i mål til tiden indenfor budget og med den rette kvalitet og funktionalitet. Projekterne spænder bredt og dækker over interne udviklingsprojekter i form af prøvestande, test- og måleudstyr, faciliteter, processer og værktøjer. Projekterne gennemføres typisk i et samarbejde mellem interne medarbejdere, konsulenter, leverandører og kunder.

Læs mere om virksomheden her.

Jobbet

Som teknisk projektleder refererer du til den tekniske chef, og du bliver ansvarlig for planlægning og koordinering af nuværende og fremtidige udviklingsprojekter. Desuden skal du løbende rapportere fremdriften til virksomhedens ledergruppe, som i samråd med dig foretager relevante justeringer af udviklingsplanerne og de enkelte projekter.

Alt efter hvilke tekniske kompetencer du har, vil du også selv komme til at indgå i den udførende del af udviklingsarbejdet.

Løbende opgaver:

  • Udarbejdelse af projektplaner, herunder løbende opfølgning og justering samt identifikation af afhængigheder mellem projekter samt kritiske veje i projekterne.
  • Nedbrydning af projekter i delprojekter og opgaver.
  • Styring af projektrisici.
  • Udarbejdelse af kravspecifikationer.
  • Konceptudvikling og leverandørsøgning.
  • Udarbejdelse af budgetter.
  • Afholdelse af design reviews.
  • Udarbejdelse af dokumentation.

Din profil

Du har formentlig en ingeniøruddannelse indenfor mekanik eller elektro-mekaniske systemer. Det vigtigste er dog, at du har evner og mindst 3 års relevant erfaring som teknisk projektleder, der sætter dig i stand til overskue og lede mange udviklingsprojekter, delprojekter og opgaver på samme tid.

Kendskab til vinger, testsystemer og måleudstyr vil være en stor fordel. Endvidere vil det være en fordel, hvis du har kendskab til betonkonstruktioner, byggeri og byggeprocesser.

Du taler og skriver både dansk og engelsk på højt niveau. Du er desuden skarp på IT og er hurtig til at gøre dig fortrolig med nye systemer og værktøjer indenfor området. Du arbejder naturligt med moderne projektstyringsværktøjer og har formentlig et solidt og bredt kendskab til Office 365.

På det personlige plan kendetegnes du ved at du:

  • er systematisk, grundig og resultatorienteret i din opgavevaretagelse og er god til at bevare overblikket over mange forskellige opgaver.
  • følger naturligt op på projektleverancer på en både behagelig og effektiv måde.
  • tager ansvar for opgaverne, men ved også at mange af dem løses bedst i samarbejde med de andre projektdeltagere.
  • er præcis, korrekt og overbevisende i din skriftlige og mundtlige kommunikation.
  • i høj grad er selvkørende og har et godt overblik over de opgaver, der ligger foran dig og organisationen.
  • tænker naturligt på dine interessenter (såvel interne som eksterne), og du opbygger tillidsfulde relationer til kolleger og kunder.

Du tilbydes

  • En meget central rolle i BLAESTs fremtidige udvikling.
  • God mulighed for at sætte dit præg på egne opgaver og tilrettelægge dit arbejde.
  • Velordnede ansættelsesvilkår og en gagepakke, der modsvarer dine kvalifikationer.
  • Du får din daglige gang i et muntert miljø, hvor faglighed, håndværk og kreativitet går op i en højere enhed.

Søg stillingen


Websitet anvender cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website
OK