Salgsdirektør

Kan du stå i spidsen for et stærk team, skabe fælles retning og dermed opnå ambitiøse vækstmålsætninger?

Virksomheden

BROEN er international markedsleder i ventilteknologi og er i dag repræsenteret på 3 kontinenter med høj aktivitet i Rusland, Europa, Kina og USA.

I næsten 70 år har BROEN været en førende leverandør med ud­vikling og produktion af driftssikker og intelligent verdensklasses ventilteknologi til regulering af vand, luft, gas og olie. BROEN lever­er komplette ventilløsninger inden for HVAC-, Marine & Power-, naturgas og til fjernvarme markedet, hvor virksomheden er førende i deres segment gennem stærke varemærker som BALLOFIX, CLORIUS og BALLOMAX.

BROEN har produktion i Danmark, Polen, Rusland og USA, samt salgskontorer i en række øvrige markeder. Virksomheden har 570 medarbejdere og en omsætning omkring 110 millioner EUR.

BROEN er en del af den hollandske koncern Aalberts, som består af mere end 150 virksomheder fordelt i over 50 lande, med 16.000 medarbejdere og en omsætning på 2.700 millioner EUR.

BROEN har iværksat en ny ambitiøs vækststrategi for styrkelse og udvikling markedspositionen i såvel eksisterende som nye markeder. Dette sker gennem effektivisering af salgs- og markedsføringsindsats samt accelerering af udvikling af nye innovative produkter baseret på ny teknologi i anvendelse og fremstilling.

Du kan læse mere her.

Jobbet

Som salgsdirektør får du det samlede salgsansvar i Nord- og Vesteuropa inden for District Energy divisionen. (Fjernvarmeprodukter).

Salget er organiseret via egen salgsorganisation i Danmark og Tyskland, hvor du har det ledelsesmæssige ansvar for 10 medarbejdere. Ledelsesansvaret indeholder funktionerne internt og eksternt salg samt en operationel marketingfunktion.

Du implementerer og eksekverer den nuværende salgsstrategi og de tilhørende markedsplaner, og du har konstant fokus på udviklingen i dine markeder, så handlingsplanerne løbende tilpasses. Ledelsesmæssigt udvikler og motiverer du dit team, så de får den rette sparring på konkrete salgsaktiviteter, herunder supportering i aktiv anvendelse af virksomhedens CRM-værktøjer.

Salget i de øvrige markeder håndteres gennem lokale distributører og forhandlere. Her er en af dine opgaver at sikre og levere forretningsplaner sammen med kunderne, sideløbende med at du identificerer vækstmuligheder og implementerer nye tiltag.

Desuden sælger BROEN District Energy direkte til OEM segmentet hvoraf enkelte er store OEM-kunder. Disse har du selv salgsansvaret for.

Du arbejder med udgangspunkt fra BROEN Group koncernens hovedkontor i Assens på Fyn og kan forvente 50-60 rejsedage pr. år i Europa.

Din profil

Du har formentlig en kommerciel uddannelse kombineret med relevant teknisk baggrund. Du har erfaring med internationalt teknisk salg og er vant til at samarbejde med OEM-kunder og distributører.

I lederrollen er du ambitiøs og målrettet, og dine stærke kommunikative evner gør dig i stand til at få dit team engageret om de fælles mål. Af samme årsag er det afgørende, at du er tillidsfuld og anerkendende i din tilgang til dine medarbejdere.

Du trives med løbende planlægning og ikke mindst opfølgning både internt i organisationen og eksternt i forhold til aftaler med samarbejdspartnere, distributører og øvrige interessenter.

Desuden har du en stærk forretningsmæssig og strategisk forståelse og formår at omsætte overordnet strategi til handlingsplaner og klare målsætninger.

Du behersker dansk og engelsk på forhandlingsniveau, og det er en fordel, hvis du er god til tysk. Du ser relevante IT- og CRM-systemer som et naturligt værktøj i din hverdag.

Du tilbydes

Du bliver del af en veldrevet og økonomisk stærk virksomhed, hvor du får en spændende mulighed for at være med til at styrke virksomhedens position på det europæiske marked.

Søg stillingen


Websitet anvender cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website
OK