Leder af Mælkebøtten - Et nyskabende socialt og kulturelt børnehus

Har du ledelseserfaring kombineret med en stærk pædagogisk erfaring? – og vil du gøre en forskel for børn og unge i Nuuk?

Jobbet

I den spændende stilling som leder af Mælkebøtten bliver du en del af Mælkebøttecentret med reference til kompetence- og udviklingschefen. Du får ansvaret for den daglige ledelse og drift af Mælkebøtten; værestedet, børnefolkekøkkenet og døgnafdelingen.

Opgaverne spænder bredt, og du skal bl.a. arbejde med følgende:

  • Ledelse og koordinering af de daglige opgaver i Mælkebøttens funktioner – både i døgnafdelingen, værestedet og folkebørnekøkkenet.
  • Sikre optimale arbejdsbetingelser for dine medarbejderne, optimale vilkår for de børn, der er anbragt i døgnafdelingen, og optimale aktivitetstilbud til de børn og unge, der benytter værestedet.
  • Sikre udviklingen af den pædagogiske metode/intervention, samt dine medarbejderes kompetencer.
  • Skabe et medarbejderteam, hvor alle har et fælles ansvar i forhold til den samlede organisation.
  • Sikre at der videreudvikles på samarbejdskulturen, som kendetegnes ved værdier som respekt, dialog, udviklingsmuligheder og handling.
  • Koordinere samarbejdet med eksterne partnere og interne anliggender i huset.
  • Kontinuerlig kontakt, koordination, kommunikation og afrapportering til de kommuner, der anbringer børn i Mælkebøttens døgnafdeling.

Du skal generelt medvirke aktivt i den udviklingsproces, der er igangsat med henblik på fortsat implementering og evaluering af Mælkebøtten og Mælkebøttecentret som organisation. Hertil skal du vedligeholde og udvikle den model, der passer til husets kompleksitet som både et udredningssted for børn og et kulturelt aktivitetscenter.

Resultatet af dine indsatser skal bl.a. være en synlig udvikling i og af medarbejderes faglige og personlige kompetencer. Hertil skal det være en positiv udvikling i medarbejdertrivsel, som i sidste ende resulterer i en udvikling i Mælkebøttens pædagogiske resultater. Du skal være indstillet på fleksible arbejdstider og ligeledes indstillet på at medvirke i PR/informationsarbejde.

Din profil

Det forventes, at du kommer med dokumenteret god ledelseserfaring og resultater inden for en organisation eller virksomhed, som har lignende opgaver som Mælkebøttecentret. Det er hertil afgørende, at du har erfaring og dermed viden fra en døgninstitution og et værested.

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men du kommer højst sandsynligt med en uddannelse inden for det sociale-, sundheds-, uddannelses- eller det pædagogiske område. Dette skulle gerne være suppleret med en ledelsesmæssig efteruddannelse. Har du erfaring fra og viden om socialt udsatte børn og unge, er det bestemt en fordel.

Det er afgørende, at du kan arbejde selvstændig, og at du er bevidst om din rolle som ildsjæl, igangsætter og ambassadør for de værdier, som gennemsyrer huset. Du har selvindsigt, herunder indsigt i egne værdier og holdninger. Du har en god rolleforståelse kombineret med gode kommunikationsevner.

Du er en motivator, som kan formidle samarbejde samt skabe udvikling og dynamik. Du evner konflikthåndtering og problemløsning via din handlekraft, gå-på-mod og situationsfornemmelse. Derudover forventes mod, loyalitet og udholdenhed i vanskelige situationer. Da du vil blive et eksempel for både medarbejdere og brugere af huset, og i denne henseende forventes tillid, trofasthed og troværdighed.

Du skal kunne modtage og forholde dig konstruktivt til kritik - især negativ - og have mod til at udvikle de udfordringer, dette giver i forhold til at arbejde i en privat organisation. Der forventes evne til at bevare overblikket, selv i pressede situationer, og at kunne have mange bolde i luften på en gang. Du skal også have evnen til indsigt i, hvad der foregår i egen organisation – hvordan og med hvad medarbejderne arbejder og leverer ydelserne, så udviklingen tilpasses de mål og visioner, som er gældende for husets stærke værdigrundlag.

Du skal løbende være indstillet på at arbejde med egen udvikling og efteruddanne dig i forhold til den opgave, der skal varetages, samt være ansvarlig for selv at holde dig opdateret på din viden. Du er gerne dobbeltsproget grønlandsk/dansk, men dette er dog ikke en betingelse. Du er erfaren bruger af MS Office-pakken. Du skal fremvise og opretholde en ren straffe- og børneattest.

Det får du

Som leder af Mælkebøtten får du en fantastisk mulighed for at gøre en stor forskel for udsatte børn og unge i Grønland og dermed være med til at ændre denne gruppes fremtidige tilværelse.

Du får muligheden for at blive et væsentlig aktiv i et kreativt og fagligt udviklende miljø. Hertil vil man få stor indflydelse på stedets arbejdskultur. Der tilbydes en fagligt og personligt udfordrende stilling i et konstruktivt og udviklende miljø.

Derudover er der god mulighed for videreudvikling af dine faglige og personlige kompetencer via en spændende hverdag suppleret med mulighed for deltagelse i kurser og relevant faglig efteruddannelse.

Der tilbydes bl.a. bohaveflytning, og der er bolig til stillingen.

Søg stillingen


Websitet anvender cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website
OK