Projektudviklingschef til en af Danmarks største entreprenør- og byudviklingsvirksomheder

A. Enggaard A/S er en af Danmarks største entreprenører, udviklere og ejendomsinvestorer. En familievirksomhed gennem tre generationer, som fokuserer entydigt på ansvarlighed. Er du den nye projektudviklingschef til hovedkontoret i Svenstrup ved Aalborg?

Byudvikling og eksekvering

A. Enggaard A/S søger nu en projektudviklingschef til projektudviklingsafdelingen i Aalborg. Projektudviklingsafdelingen er vokset støt de seneste år, og arbejder i dag med store byudviklingsprojekter i hele landet. Den nye projektudviklingschef vil primært arbejde med byudvikling i og omkring Aalborg, hvor virksomheden aktuelt er i gang med at udvikle nye og attraktive bydele såsom Østre Havn, Spritten, Stigsborg m.v.

Som projektudviklingschef har du et alsidigt job med mange forskelligartede opgaver:

  • Du får det overordnede økonomiske ansvar for udarbejdelse og eksekvering af business cases.
  • Du får ansvar for projekternes fremdrift, og du evner at have mange bolde i luften og samtidig bevare overblikket.
  • Du er hjemmevant inden for både jura, økonomi, byggeri og andet med relevans for ejendomsudvikling.
  • Du vil fungere som intern bygherre med tæt kontakt til A. Enggaards byggeafdeling, der er udførende på projekterne.
  • Du vil have tæt kontakt til og samarbejde med kunder (bl.a. erhvervslejere og investorer), underleverandører, rådgivere, mæglere m.v. Derudover vil du have tæt samarbejde med relevante myndigheder bl.a. om lokalplaner.
  • Du vil i samarbejde med vores bylivsudviklere have ansvaret for at skabe de rette rammer for byliv i de udviklingsområder, du bliver ansvarlig for.

Interesse for byggeri og ejendomsudvikling

Som udgangspunkt har du erfaring med ejendomsudvikling, og du arbejder allerede i dag som ejendomsudvikler eller lignende – dette er dog ikke et krav. Du har en relevant uddannelse som f.eks. ingeniør, revisor, advokat, ejendomsmægler eller tilsvarende.

Arbejdsopgaverne kræver, at du trives med en høj grad af selvstændighed og ansvar. Det er også vigtigt, at du har interesse for byggeri, ejendomsudvikling m.v. samt optimering af økonomi og godt købmandskab.

Vi forventer, at du som person er udadvendt, ansvarsbevidst, fleksibel og har et godt humør. Vi forventer desuden, at du er indstillet på at arbejde i en virksomhed, hvor tingene til tider går stærkt, og hvor forandring er en del af hverdagen. Du skal samtidig være en dygtig holdspiller, som formår at inddrage virksomhedens mange specialister, og det vil være en klar fordel, hvis du har erfaring med og naturligt flair for at være i et forhandlingsmiljø.

Langsigtede løsninger og relationer

A. Enggaard A/S er en familieejet virksomhed, hvor fokus ligger på langsigtede løsninger og relationer, og hvor virksomhedens bedste, på den lange bane, altid prioriteres højest. Her stortrives medarbejdere, der er glade for at påtage sig ansvar i et åbent og uformelt arbejdsmiljø med snusfornuft, arbejdsomhed og holdånd i højsædet. Organisationen er levende og har en flad struktur med højt til loftet. Hertil er der mange udfoldelsesmuligheder, og det er sjældent, at to dage er ens.

Søg stillingen


Websitet anvender cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website
OK