Life Cycle Assessment (LCA) Specialist med gode projektlederkompetencer

Vil du være projektansvarlig for at dokumentere, hvilken påvirkning offentlige indkøb af miljømærkede produkter har på miljø og klima?

Du udvikler det offentliges grønne indkøb

Miljømærkerne er i stærk vækst og har et stort fokus i samfundet. Med regeringens nye strategi for grønne offentlige indkøb bliver det grønne valg obligatorisk hos stat og kommuner. Det betyder, at de 380 mia. kr., som det offentlige hvert år køber ind for, bliver kanaliseret i en mere bæredygtig retning med bl.a. solidt fokus på produkter mærket med Svanemærket eller EU-Blomsten. Strategien kommer til at flytte de offentlige indkøb i en markant grønnere retning, hvor miljømærkerne med deres livscyklusperspektiv udgør et stærkt miljø- og klimavalg.

Til at dokumentere effekten af kravet om miljømærkede produkter i offentlige indkøb, og hvilken påvirkning de miljørigtige valg har på miljø og klima, søger vi en LCA-specialist, der vil få ansvaret for at indsamle viden og data og udarbejde statistikker for udviklingen i det offentliges grønne indkøb. Arbejdet sker i tæt samarbejde med Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI).

Opgaverne vil bl.a. være at:

  • Udvikle og drive arbejdet med at dokumentere miljømærkede valg i offentlige indkøb.
  • Løbende afklaring af behov og forventninger med SKI.
  • Koordinere med de nordiske miljømærkeorganisationer, da vores databaser er fælles nordiske.
  • Medvirke til at Miljømærkning Danmarks databaser tilpasses SKIs behov.
  • Gennemføre pilotprojekter med miljømærkede SKI-leverandører med henblik på at sætte dataindsamling i system.
  • Identificere og udarbejde beregningsmetoder til at lave miljødata på produkterne i samarbejde med SKI.
  • Have det daglige ansvar for 2 studentermedhjælpere, der skal forestå dataindsamling og vedligehold af data.

Udadvendt specialist med veludviklede people-skills…

… Så du altid er klar til at agere ambassadør for Miljømærkning Danmark. Derudover har du naturligvis en relevant akademisk uddannelse og flere års erfaring i at arbejde med dokumentation af produkters miljøforhold. Du har stærke kompetencer inden for LCA – gerne både detaljeret og mere overordnet med input-output data – også gerne viden om certificeringsordninger, bæredygtige valg, offentlige indkøb mv.

Du besidder følgende personlige kompetencer:

  • Analytisk stærk og vælger metode og beregninger, der passer til formålet.
  • Erfaren og kompetent projektleder.
  • Bevarer overblikket over store datamængder fordelt på mange produktgrupper.
  • Systematisk, grundig og har et godt blik for detaljen.
  • Initiativrig, engageret og leverer professionelle løsninger til tiden.
  • Selvstændig, men du er også team-orienteret, imødekommende og god til at kommunikere og samarbejde.
  • God forretningsforståelse, en god formidler og motiveres af at arbejde for en vigtig sag.

Du refererer til certificeringschefen i Miljømærkning Danmark.

Nysgerrig?

Miljømærkningen Danmark tilbyder en arbejdsplads i et dynamisk, uformelt og professionelt miljø med mulighed for udvikling, ansvar og indflydelse. De lægger stor vægt på at hjælpe hinanden og have et godt arbejdsmiljø. Kulturen er præget af gensidig tillid, holdånd, frihed under ansvar og respekt for den enkelte. Det betyder bl.a., at den enkelte medarbejder har mulighed for at balancere et udfordrende job med familie- og fritidsliv.

Stillingen er til besættelse i enten Nordhavn eller i Løgstør. Stillingen er fuldtid og med løn efter kvalifikationer. Nogen rejseaktivitet må påregnes både nationalt og nordisk.

Søg stillingen