Projektleder til en kommune i rivende udvikling

De ambitiøse planer er på plads, og vi har brug for dig til at gøre dem til virkelighed. Kan du styre anlægsprojekter sikkert gennem hele processen og derved medvirke til, at Randers, der er landets sjette største by, forløser sit potentiale?

Anlægsprojekter, der realiserer byens udviklingspotentialer

Randers er midt i en spændende tid, hvor man som en af landets største kommuner for alvor er ved at virkeliggøre drømmen om Flodbyen Randers. Salg af byggegrunde og erhvervsjord er i rivende udvikling, og byrådet har lige vedtaget ambitiøse planer inden for Klima og Infrastruktur. De ambitiøse planer skal nu omsættes til reelle anlægsprojekter.

Derfor søger Randers Kommune nu endnu en projektleder, der kan stå i spidsen for et eller flere af de mange projekter, der er lagt i støbeskeen:

  • Transformation af de havnenære arealer, hvor bl.a. projektet Flodbyen Randers konkretiseres med rigtig mange anlægsprojekter i form af både anlæg af nye pladser, veje og stier og klimatilpasning.
  • Renovering og modernisering af den eksisterende busterminal.
  • Planlægning af Ringboulevardens forlængelse i den nordøstlige del af Randers.
  • Planlægning af Klimabroen over Gudenåen med tilstødende vejforbindelser.
  • Projektering af adgangsveje m.m. til den nye Randers Havn.
  • Planlægning og projektering af klimatilpasningsprojekter, der involverer den eksisterende infrastruktur som beskyttelse af byen mod oversvømmelse.

Sammen med dedikerede kollegaer får du dermed mulighed for at være med i første række, når nogle af de helt store og ambitiøse projekter skal føres ud i livet.

Stort ansvar og gode relationer

Vigtigst er, at du har lyst til og mod på at engagere dig i hele processen – fra det lange, seje træk, hvor de politiske visioner for et område vedtages, til at anlægsarbejderne igangsættes og reelt tages i brug, og hvor der løbende vil være stor opmærksomhed fra både borgere og politikere.

Derfor er det en stor fordel, at du har erfaring fra en politisk styret organisation. Måske sidder du i dag i en tilsvarende funktion i en anden kommune. Alternativt har du opbygget din erfaring fra en rådgivende virksomhed, hvor du har arbejdet med anlægsprojekter for offentlige kunder.

På dit CV står der derudover:

  • Uddannelse som ingeniør med speciale inden for anlæg eller lignende.
  • 5-10 års erfaring med projektledelse af større anlægsprojekter med stor kompleksitet og med mange interessenter.
  • Stærke kommunikationskompetencer, så du møder alle i øjenhøjde.
  • Evnen til at stå fast og samtidig være lyttende, observerende og involverende.

Du skal vælge dette job, fordi…

  • du bliver en del af et stærkt sammenhold
  • der er mulighed for faglig sparring og personlig udvikling
  • det er sjovt at gå på arbejde – kulturen er uformel og humor fylder i hverdagen
  • en god kop kaffe, kage og socialt samvær også prioriteres i afdelingen
  • der også er plads til familien, fisketure eller en tur på golfbanen, da du selv er med til at tilrettelægge arbejdstiden.


Ansættelsesvilkår

Det er en fast stilling med 37 t/uge til besættelse hurtigst muligt. Randers Kommune tilbyder løn efter gældende overenskomst, kvalifikationer og efter forhandling med den faglige organisation.

Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt og indkalder løbende til samtale.

Søg stillingen