STEP søger Technical Project Manager

Det er dig, der får tekniske og datafunderede projekter til at lande blødt og med en fanfare. Du drømmer om at arbejde for et sted med skyhøje ambitioner. Og om at tage dine kunder med mod ”destination: succes”. Måske skal du være teknisk projektleder i kommunikationskollektivet, STEP?

En teknisk problemløser og planlægger type

Er det dig, der kan guide større strategiske projekter sikkert i mål? Kan du følge rejsen – inkl. budgettering, kravsspecifikationer, ressourcestyring og en masse andet – helt fra kickoff til afslutning? Og er du velbevandret i at manøvrere mellem – og holde sammen på – marketingfolk, udviklere og eksterne stakeholders?

Som Technical Project Manager hos STEP kommer du til at styre digitale og teknisk tunge opgaver og projekter i mål – selvfølgelig kollektivt i samarbejde med kollegaer og ledelse. Uanset om det gælder web-, app- eller andre digitale løsninger, ser du helheden fra start og kan scope - også omfattende og komplekse projekter. Der vil være tale om forretningsudviklende indsatser og større kundeopgaver, der er baseret på data og af teknisk karakter. Projekterne kan både være optimering af vores nuværende forretning og processer ved dét at anvende data, og de kan bestå i automatisering til udvikling af nye koncepter og løsninger for både STEP og bureauets kunder.

Dit navn rimer på teamplayer og drive

Du vil indgå i STEPs startopstilling – og vil være omdrejningspunkt i eksekveringen af afgørende opgaver. Det falder dig naturligt at indgå i tætte samarbejder med dine kollegaer, for STEP kalder sig ikke et kommunikationskollektiv for sjov. Der er ingen stærkere end helheden, men hvis helheden skal fungere optimalt, skal der også styring til. Og det er her, du kommer ind i kollektivet.

Er det dig, STEP leder efter?

Det er en fordel, hvis du kan sætte flueben ved de fleste af punkterne her:

  • Har kendskab til medier eller online marketing (ikke et krav). Du sidder måske i en helt anden branche, men med relation til virksomhedens marketing- eller udviklingsafdeling.
  • Motiveres af at styre projekter i mål
  • Er struktureret og har sans for procesforbedring
  • Er udadvendt og positiv
  • Er GDPR-rytter til fingerspidserne
  • Er i stand til at styre og prioritere
  • Er robust, selvkørende og selvstændig – men du elsker allermest at samarbejde
  • Er nysgerrig og tør udfordre det eksisterende
  • Kender måske til projekt- og opgavestyringssystemer som Workbook og Smartsheet (ikke et krav).

Din øvrige baggrund er ikke afgørende, men en relevant uddannelse inden for fx marketing, kodning/udvikling, kommunikation eller datastyring vil være en fordel. Og resten skal vi nok lære dig.

Praktisk stuff

Du kommer til at sidde på vores hovedkontor i Nedergade i Odense – tæt på kaffebarer og fredagsbarer. Og du kommer til at referere til Head of Data & Intelligence.

Søg stillingen