Area Sales Manager  

Interesserer du dig for løsningssalg til fiskeriet og industrien? Har du stærke sælgergener? Formår du at sælge til både skipper på en trawler og til indkøbsdirektøren i en dansk industrivirksomhed? Så har vi dit næste job klar.

Et miljø hvor ikke to dage er ens 

Virksomhedens nuværende Area Sales Manager har efter mange år i stillingen valgt at søge nye udfordringer. Vi søger derfor hans afløser til en attraktiv rolle med et betydeligt salgsansvar. Du får med andre ord en afgørende nøglerolle i virksomheden, hvor du refererer direkte til CEO. Dit primære ansvarsområde vil være markedsrettet løsningssalg til kunder i fiskeriet og landbruget i Danmark, Norge og Island, samt til kunder indenfor industrien. Markedet og aktørerne er som sådan velkendte, så dit fokus bliver hovedsageligt at udbygge og forstærke eksisterende relationer til allerede etablerede kunder og samarbejdspartnere. Nysalgs-muligheder er der også, og du bliver virksomhedens ansigt udadtil på branchemesser m.v.

Din hverdag kommer derfor til at bestå af følgende aktiviteter: 

  • B2B teknisk løsningssalg til fiskeriet, landbruget og industrien.
  • Udarbejdelse af priskalkulationer & tilbud samt løbende opfølgning på disse. 
  • Løbende sparring med CEO om kunder, produktion, sortiment m.v. 

Derudover ser vi gerne, at du påtager dig følgende opgaver: 

  • Oplæring af virksomhedens relativt nye salgs(support)team.
  • Koordinering med fabrikken i Litauen og lageret i Randers.
  • Indkøb af handelsvarer samt relaterede dele.

Udadvendt og selvstændig profil 

Du har et vist kendskab til branchen, og har allerede flere års erfaring med teknisk løsningssalg. Der er ingen specifikke krav til din formelle uddannelse, men vi forventer, at du har adskillige års erfaring med B2B-salg for en produktionsvirksomhed, hvor kundegrundlaget er den maritime sektor og/eller landbruget & industrien i Danmark eller internationalt. Det vigtigste er, at du tydeligt formår at formidle til dine kunder, hvad de nyeste trends betyder for markedet, hvordan du kan assistere, og hvorfor din løsning er den bedste! Det vil yderligere være en fordel, hvis du også har erfaring med indkøb og leverandørudvælgelse.

Som person har du en meget høj ‘sense of urgency’. Du er selvsikker, omstillingsparat og du tager tydeligt ejerskab for dine ansvarsområder. Derudover er du naturligt relationsskabende og tillidsvækkende, ligesom vi forventer, at du er en aktiv og ydmyg holdspiller, der værdsætter fællesskabet. Jobbet favner bredt, så du har en stor personlig båndbredde. Vi leder derfor også efter en engageret kollega med et højt energiniveau, som trives med en vis arbejdsmængde. Der er efter nærmere drøftelse mulighed for at rejse i primært Nordeuropa. Du bliver tilbudt en attraktiv løn- og bonuspakke, der passer til dine kvalifikationer. 

En social og differentieret arbejdsplads 

Hos Randers Reb International A/S bliver du en del af en dansk virksomhed med et stolt og traditionsrigt brand, og du bliver en del af et hold, der er engageret og erfarent i at producere og sælge tekniske rebløsninger. Virksomheden har en bred vifte af kunder i forskellige brancher, blandt andet indenfor fiskeri & landbrug, legepladser, møbelproduktion og industrien.  

Søg stillingen