Finance Coordinator med ansvar for løn

Er du motiveret af tal, bogføring og løn? Og har du samtidig en interesse for HR-feltet? Så er stillingen her det perfekte match!

Administration og rådgivning

Som Finance Coordinator løser du et bredt spænd af operationelle opgaver inden for både løn og administrative HR-opgaver. Du er en aktiv medspiller i et team på 5 i økonomiafdelingen, hvor fokus er at servicere de øvrige afdelinger med tal, analyser og refleksioner.

Med et internationalt udsyn omfatter lønopgaverne primært månedslønnede, hvor du sikrer det korrekte grundlag for lønafregning i både Danmark og for fire europæiske lande – lønadministrationen er outsourcet, men du sørger selvfølgelig for rettidig bogføring og afstemning i alle lande.

Du bliver derudover det solide bindeled mellem offentlige myndigheder, de forskellige landes lønbureauer og ikke mindst interne stakeholders, der har brug for vejledning inden for løn- og ansættelsesvilkår.

Dine opgaver omfatter:

  • Opdatering og vedligeholdelse af data i lønsystemet
  • Håndtering af refusion for sygdom, barsel og elever
  • Kilometerregnskab, udlæg- og rejseafregning
  • Registrering af ferie og fravær samt løbende opfølgning på dette
  • Årsregnskab, månedsregnskab og ad hoc-opgaver

Sideløbende supporterer du på HR-opgaver, hvor du blandt andet koordinerer onboarding-programmer, opdaterer organisationsdiagrammer og vedligeholder personalepolitikker.

Stillingen kan være på del- eller fuldtid, hvor der samtidig er lagt op til stor fleksibilitet fra begge parter. Din base er i det centrale Midtjylland.

Erfaren og med værktøjskassen i orden

Vi forestiller os, at du har en uddannelse som finansøkonom eller lignende, og at du allerede har nogle års erfaring fra en tilsvarende stilling. Du har solid indsigt i lønsystemer og ser generelt IT som en naturlig del af din hverdag. Struktur er for dig en selvfølgelighed, ligesom din datadisciplin er helt i top.

Udvikling og effektivisering

I rollen som Finance Coordinator opnår du succes, når deadlines bliver overholdt, og når data altid er retvisende. Her spiller gensidig tillid og åbenhed en stor rolle i afdelingen. Derfor er det vigtigt, at du trives med konkrete hands-on opgaver, men spottes der forbedringspotentiale, bliver du samtidig stærkt motiveret af muligheden for at sætte dit aftryk i udviklingsprocessen.

Med et proaktivt mindset og selvdrevne evner lægger du nemlig vægt på, at lønbogholderiet fungerer let og effektivt, hvor du i fællesskab med teamet får nøglerollen til at optimere forretningsgangene på økonomiområdet.

Søg stillingen