Skip to main content

Driftscontroller/Økonom til Tican

Har du lyst til at være med til at styrke styrings- og beslutningsgrundlaget i en travl produktion? Har du den viden, der skal til for at udvikle og optimere forretningsgange, værktøjer og IT-systemer? Kan du se forbedringspotentialer, og er du vant til at tage initiativ til at forfølge disse? Så har vi en ledig stilling som driftscontroller, der (muligvis) kan blive din.

Optimering af driftskontrol og processer

Med reference til økonomidirektøren bliver du i denne stilling ansvarlig for en del af et team på i alt ni medarbejdere, der følger op på den daglige drift. Du vil have teten på at optimere vores driftskontrol, og du vil derfor få stor indflydelse på processerne.

Dine primære arbejdsopgaver er blandt andre:

  • Kontrol af daglig drift
  • Udvikling og optimering af forretningsgange, værktøjer og IT-systemer i driftskontrollen
  • Vedligeholdelse af stamdata
  • Udarbejdelse af internt regnskab
  • Ad hoc opgave

Interesse for forretningen og høje analytiske kompetencer

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men du har sandsynligvis en uddannelse eller erfaring inden for økonomi, gerne suppleret med praktisk erfaring med controlling fra en produktionsvirksomhed.

Du har måske erfaring som produktionscontroller eller driftsøkonom. Vigtigst er det, at du har flair for at overskue og analysere store datamængder. Du har god forståelse for opbygning af datastrukturer og systematisering af data og har erfaring med databaser / BI.

Du er god til at kommunikere i både skrift og tale på engelsk og dansk, og du evner at uddrage det væsentlige af meget data og kan præsentere det på en let forståelig måde. Du kvalitetssikrer dine data og informationer – samt processerne bag – således rapporteringen bliver korrekt og kan leveres hurtigt og til tiden.

Det er væsentligt, at du kan arbejde selvstændigt og selv tager initiativ til analyser og stiller forslag til forbedringer. Du trives med mange kontaktflader i organisationen.

Du har gode kommunikative kompetencer, og du evner at bygge stærke relationer op i organisationen. Som person motiveres du af at være en del af en ambitiøs organisation. Din arbejdsstil er struktureret og analytisk, og du formår at inspirere og motivere andre, så I sammen opnår de bedst mulige resultater.

Du er en rutineret bruger af MS Office, især Excel, og har et godt kendskab til ERP-systemer. Du har generelt flair for IT og er en rutineret bruger af moderne rapporteringsværktøjer.

Fokus på udvikling

Tican har et konstant fokus på udvikling, bl.a. ved at have dygtige og højt motiverede medarbejdere, der bliver mødt med tillid og muligheden for at tage selvstændigt ansvar. Hos os bygger vi stærke relationer for at skabe gode vilkår for samarbejde, så vi sammen kan udvikle de bedste løsninger.

Både din faglige og personlige udvikling er vigtig for os, fordi det er med til at understøtte trivsel, motivation og arbejdsglæde. Træning og kompetenceudvikling har derfor høj prioritet i hele organisationen.

I rollen som driftscontroller får man mulighed for at præge stillingen og driftsområdet, og der er særdeles gode muligheder for at udvikle sine faglige kompetencer samt få indflydelse på udviklingen af Ticans driftskontrol og processer. Du tilbydes en selvstændig stilling i en organisation med en uformel omgangstone og gode kolleger. Desuden løn efter kvalifikationer, inkl. en attraktiv pensionsordning.

Søg stillingen